Høj på The National og deres High Violet...

The National udgiver d.10 maj deres nye album High Violet. Det er det femte i rækken fra det melankolske orkester, og ovenpå succeserne med Alligator og Boxer, er det ventet med stor spænding.
Selvom der endnu er lidt under en måneds tid til at albummet udkommer, er det, fra d.23/4-27/4, muligt at høre High Violet i dets fulde længde på The New York Times' hjemmeside.

Og hvilket album! The National åbner skiven med den utroligt sørgelige og samtidigt opildnende 'Terrible Love', der må siges at være et fantastisk stærkt åbningsnummer. Nummeret er tidligere blevet luftet hos Jimmy Fallon, hvor det også blev særdeles vel modtaget. For mig personligt var det utroligt overvældende at se og høre The National i topform, og som altid med en veloplagt Matt Berninger i front. Linjerne "It's a terrible love and I'm walking with spiders" og "It takes an ocean not to break" er da også ganske uforglemmelige.
Hele denne oplevelse var uden tvivl med til at hæve både forventningerne og forhåbningerne til High Violet.

De tre efterfølgende skæringer på High Violet er af lidt svingende kvalitet, hvoraf to af dem mest af alt lyder som noget, der kunne have været at finde på deres to første udgivelser. Og det er ikke negativt. The National skriver sjældent et dårligt nummer, og måske kræver det blot nogle flere gennemlytninger, førhen at nogle af numrene for alvor kravler ind under huden på en. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at jeg kun har lyttet til albummet et par gange. 
Nummer to, 'Sorrow', på pladen, står dog stærkt og må siges at have sin charme. En charme der skabes i mødet mellem den himmellette instrumentering og Matt's tunge og mørke baryton. En charme der indfinder sig til sidst i nummeret, dér hvor klaveret og de søgende, nærmeste grædende guitarer møder linjen "I don't wanna get over you". 

Resten af albummet er noget af det bedste The National hidtil har begået. Heriblandt er den paranoide 'Afraid of Everyone', der iøvrigt kan downloades ganske kvit og frit her.
Førstesinglen 'Bloodbuzz, Ohio', der også har figureret som Ugens Uundgåelige på P3, fungerer her som en slags bindeled mellem første og sidste del af albummet. Trommerne minder på sin vis om 'Brainy' fra deres mesterværk Boxer, og dette mixes med lette blæsere, hidsige guitarer og nærmest sløvt men utroligt vellydende klaverspil. Det er en klassisk The National komposition, og er samtidig det nummer der egner sig bedst til radioen. 

Hvis man er blandt de heldige der har set The National optræde indenfor det sidste års tid, så er man, næsten, uden tvivl stødt på 'Runaway' og 'Vanderlyle Crybaby Geeks'. Førstnævnte er et utroligt rørende og stille nummer i stil med 'Daugthers of the Soho Riots' fra Alligator og 'Racing Like a Pro' fra Boxer. Tårerne trænger sig på mens at Matt stille messer bl.a. "I won't be no runaway", og det er et intet mindre end smukt nummer.
Anderledes opløftende virker 'Vanderlyle Crybaby Geeks'. Ikke fordi man bliver glad af nummeret, men fordi de fyldige strygere og, visse steder, nærmest Edge-klingende guitarer, efterlader en med en følelse af, at det hele nok skal gå. 
Nummeret runder også meget passende High Violet af, og man sidder tilbage med lyden af Matt's stemme, der stille forkynder, "I'll explain everything to the geeks".

Med det nye album har The National formået, at forblive tro mod deres helt eget og unikke udtryk, samtidig med at de har videreudviklet det. Der er lidt "If it ain't broke, don't fix it" over det. På den fede måde.
Albummet synes ikke umiddelbart på højde med Boxer, men det er skræmmende tæt på.

Jeg er i hvert fald solgt, og albummet skal uden tvivl erhverves i det øjeblik, at det lander på cd-hylderne hos den nærmest pladepusher. Desuden er The National også at finde på dette års Roskilde Festival, og jeg er ikke i tvivl om, at det vil gå hen at blive en vidunderlig og uforglemmelig oplevelse og koncert.
Tak til The National og The New York Times for at lægge albummet op som stream.

/Alex

Cellekammeraterne med de bedste mixtapes...

Det er efterhånden længe siden, at der er sket noget på siden her. Men efter nogle travle måneder med lidt musikalsk lavvande, har jeg igen fundet overskud til, at dele ud af mine personlige musikoplevelser.

Et band jeg er nødt til at nævne, er svenske Mixtapes & Cellmates. De har lige udgivet et nyt album, men det er ikke det, som vil blive omtalt her. Jeg har derimod valgt at kigge lidt tilbage, og har fundet albummet A Retrospective frem. Det udkom tilbage i 2007 og er en samling af sange fra deres to første EP'er.

Jeg har endnu ikke hørt albummet igennem i dets helhed, men der er to numre som jeg må fremhæve og anbefale. For mig at høre, lyder de som det svenske svar på Bright Eyes. Hos Mixtapes & Cellmates er der blot mere vægt på det melodiske og søgende, i hvert fald i de følgende to sange.

Det drejer sig om numrene 'C: You D: The Road Home' og den utroligt smukke 'Stockholm - Karlshamn'. Begge numre kan høres i deres fulde længde, på denne i øvrigt virkelig brugervenlige hjemmeside for pladeselskabet NoMethodRecords. Der bliver gjort fornemt brug af trommemaskine og letstøjende guitar på førstnævnte nummer, mens at 'Stockholm - Karlshamn' brillerer ved brug af en ensom akustisk guitar, med lidt tilhørende støj, godt suppleret af melankolsk vokal.
Begge numre er i den grad fængende og rørende, og fungerende på en helt særlig måde, som en del af det perfekte soundtrack til denne kolde vintertid.

Den stærkeste mur...

Den kinesiske mur? En havemur? Pink Floyds The Wall?

Nej... Ingen af overnævnte... Selvom om sidstnævnte nu kunne have været et godt bud! For der er en sammenhæng, da der også her er tale om et album. Endda et ganske solidt et af slagsen.

Albummet hedder Wall of Arms og bandet bag hedder The Maccabees. For at få lidt fakta klaret, så udkom albummet i maj måned tidligere i år og fik fine anmeldelser hos bl.a. Soundvenue og Gaffa.

Jeg har ingen anelse om, hvor kendte de egentlig er i Danmark, men umiddelbart har jeg ikke mødt nogen, der kender dem. Så herfra skal lyde en klar anbefaling.

Personligt læste jeg om dem i Soundvenue og tænkte, 'Hmm, det lyder da interessant'. Men som så ofte før skete der ikke rigtigt mere end det. Indtil, at jeg en dag stod i Fona og havde fundet albummet, der stod på de godt gemte indiehylder. I samme øjeblik, som jeg stod der med pladen, fattede mine ører pludselig interesse for den musik, der rungede fra butikkens højtalere. Det lød fantastisk og præcis som det musiskalske-vitaminindskud jeg stod og manglede. I første omgang troede jeg, at det var nye toner fra Arcade Fire, men nej... Det var The Maccabees..

Albummet blev købt med det samme og det blev da også smækket på, i det øjeblik jeg kom ind ad døren derhjemme. Jeg var solgt med det samme og til den helt rigtige pris. Albummet kostede 100 kr., men har vist sig at være så meget mere værd.

Wall of Arms er først og fremmest drevet frem af skarpe og melodiske guitarer, fængende bas, samt en trommesektion, der i visse tilfælde leder tankerne hen på landsmændene i Foals.

Åbningsnummeret 'Love You Better' er virkelig smukt og omgivet af en stærk romantisk naivitet. Her blandes nærmest hakkende guitarer med utroligt danseindbydende trommer, og det hele føres an af Orlando Weeks' stærke vokal. Det var i øvrigt sidstnævnte der, som tidligere nævnt, snød mig til at tro at det var Arcade Fire. Rent vokalmæssigt er der stor lighed mellem Orlando Weeks og Arcade Fires primære forsanger Win Butler, men det må siges at være et klart plus.

Efter 'Love You Better' følger en række sange med vidt forskellige udtryk, bl.a. den storladne 'Can You Give It?' og det noget mere tilbagelænede og rytmiske titelnummer 'Wall of Arms'.

Men den positivitet og varme, der pryder første halvdel af albummet, bliver hurtigt blæst omkuld af nummeret 'No Kind Words'. Pludselig føler man sig ikke nær så velkommen, og nummeret er også på mange måder så mørkt og koldt, som titlen giver udtryk for. Men igen er det gjort så vellydende, at man ikke har lyst til at gå sin vej, men derimod bare vil have mere og mere.

Ulig mange andre albums der bliver udgivet for tiden, så er sidste halvdel af pladen stort set ligeså stærk som første halvdel. Blandt de sidste numre gemmer der sig også en personlig favorit, 'William Powers', og ligesom 'Love You Better' synes den naiv. Men mens at åbningsnummeret sætter sig og fænger fra første ørekast, så tager det nogle flere gennemlytninger førhen at 'William Powers' sidder der. Men så sidder den der også.

Min kommentar til andre album og deres manglende styrke i den sidste halvdel, er især møntet på Editors og deres seneste udspil In This Light and on This Evening. Men mere om det en anden gang.

En anden ting der dog kan hæftes på her er, at Editors giver koncert i Vega d.18/11-09 og det er med The Maccabees som det ene af to opvarmningsband. Jeg ved godt hvem jeg glæder mig mest til at se og høre.

Hvis jeg lød konkluderende i starten af indlægget, så var det ikke meningen. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvilken mur, der er den stærkeste. Men, jeg vil dog mene at Wall of Arms er et godt bud.

/Alex

Velkommen til et efterår af lyd...

Hej...

Jeg kom forleden gående ned ad Strøget i København, og pludselig slog det mig, at nu måtte der simpelthen ske noget... Resultatet af det 'slag' er denne blog.

Jeg ønsker at skrive om musik, men helt hvordan og hvorledes aner jeg ikke helt endnu.

Men det kommer. Det er jeg overbevist om.

Min motivation er min interesse for, og kærlighed til, musik og det at skrive.

Musik fungerer som en slags brændstof for mig og derfor er jeg hele tiden nødt til at finde og høre ny musik.

Nu må vi se hvordan det går. Bloggen er ihvertfald oprettet, og navnet, 'fall of sound'... Ja, gæt engang...

Velkommen til et efterår af lyd.

Håber at vi ses.

/Alex