Den kinesiske mur? En havemur? Pink Floyds The Wall?Nej... Ingen af overnævnte... Selvom om sidstnævnte nu kunne have været et godt bud! For der er en sammenhæng, da der også her er tale om et album. Endda et ganske solidt et af slagsen.
Albummet hedder Wall of Arms og bandet bag hedder The Maccabees. For at få lidt fakta klaret, så udkom albummet i maj måned tidligere i år og fik fine anmeldelser hos bl.a. Soundvenue og Gaffa. Jeg har ingen anelse om, hvor kendte de egentlig er i Danmark, men umiddelbart har jeg ikke mødt nogen, der kender dem. Så herfra skal lyde en klar anbefaling.
Personligt læste jeg om dem i Soundvenue og tænkte, 'Hmm, det lyder da interessant'. Men som så ofte før skete der ikke rigtigt mere end det. Indtil, at jeg en dag stod i Fona og havde fundet albummet, der stod på de godt gemte indiehylder. I samme øjeblik, som jeg stod der med pladen, fattede mine ører pludselig interesse for den musik, der rungede fra butikkens højtalere. Det lød fantastisk og præcis som det musiskalske-vitaminindskud jeg stod og manglede. I første omgang troede jeg, at det var nye toner fra Arcade Fire, men nej... Det var The Maccabees..
Albummet blev købt med det samme og det blev da også smækket på, i det øjeblik jeg kom ind ad døren derhjemme. Jeg var solgt med det samme og til den helt rigtige pris. Albummet kostede 100 kr., men har vist sig at være så meget mere værd.
Wall of Arms er først og fremmest drevet frem af skarpe og melodiske guitarer, fængende bas, samt en trommesektion, der i visse tilfælde leder tankerne hen på landsmændene i Foals.
Åbningsnummeret 'Love You Better' er virkelig smukt og omgivet af en stærk romantisk naivitet. Her blandes nærmest hakkende guitarer med utroligt danseindbydende trommer, og det hele føres an af Orlando Weeks' stærke vokal. Det var i øvrigt sidstnævnte der, som tidligere nævnt, snød mig til at tro at det var Arcade Fire. Rent vokalmæssigt er der stor lighed mellem Orlando Weeks og Arcade Fires primære forsanger Win Butler, men det må siges at være et klart plus.
Efter 'Love You Better' følger en række sange med vidt forskellige udtryk, bl.a. den storladne 'Can You Give It?' og det noget mere tilbagelænede og rytmiske titelnummer 'Wall of Arms'. Men den positivitet og varme, der pryder første halvdel af albummet, bliver hurtigt blæst omkuld af nummeret 'No Kind Words'. Pludselig føler man sig ikke nær så velkommen, og nummeret er også på mange måder så mørkt og koldt, som titlen giver udtryk for. Men igen er det gjort så vellydende, at man ikke har lyst til at gå sin vej, men derimod bare vil have mere og mere.
Ulig mange andre albums der bliver udgivet for tiden, så er sidste halvdel af pladen stort set ligeså stærk som første halvdel. Blandt de sidste numre gemmer der sig også en personlig favorit, 'William Powers', og ligesom 'Love You Better' synes den naiv. Men mens at åbningsnummeret sætter sig og fænger fra første ørekast, så tager det nogle flere gennemlytninger førhen at 'William Powers' sidder der. Men så sidder den der også.
Min kommentar til andre album og deres manglende styrke i den sidste halvdel, er især møntet på Editors og deres seneste udspil In This Light and on This Evening. Men mere om det en anden gang.
En anden ting der dog kan hæftes på her er, at Editors giver koncert i Vega d.18/11-09 og det er med The Maccabees som det ene af to opvarmningsband. Jeg ved godt hvem jeg glæder mig mest til at se og høre.
Hvis jeg lød konkluderende i starten af indlægget, så var det ikke meningen. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvilken mur, der er den stærkeste. Men, jeg vil dog mene at Wall of Arms er et godt bud.
/Alex
