Høj på The National og deres High Violet...

The National udgiver d.10 maj deres nye album High Violet. Det er det femte i rækken fra det melankolske orkester, og ovenpå succeserne med Alligator og Boxer, er det ventet med stor spænding.
Selvom der endnu er lidt under en måneds tid til at albummet udkommer, er det, fra d.23/4-27/4, muligt at høre High Violet i dets fulde længde på The New York Times' hjemmeside.

Og hvilket album! The National åbner skiven med den utroligt sørgelige og samtidigt opildnende 'Terrible Love', der må siges at være et fantastisk stærkt åbningsnummer. Nummeret er tidligere blevet luftet hos Jimmy Fallon, hvor det også blev særdeles vel modtaget. For mig personligt var det utroligt overvældende at se og høre The National i topform, og som altid med en veloplagt Matt Berninger i front. Linjerne "It's a terrible love and I'm walking with spiders" og "It takes an ocean not to break" er da også ganske uforglemmelige.
Hele denne oplevelse var uden tvivl med til at hæve både forventningerne og forhåbningerne til High Violet.

De tre efterfølgende skæringer på High Violet er af lidt svingende kvalitet, hvoraf to af dem mest af alt lyder som noget, der kunne have været at finde på deres to første udgivelser. Og det er ikke negativt. The National skriver sjældent et dårligt nummer, og måske kræver det blot nogle flere gennemlytninger, førhen at nogle af numrene for alvor kravler ind under huden på en. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at jeg kun har lyttet til albummet et par gange. 
Nummer to, 'Sorrow', på pladen, står dog stærkt og må siges at have sin charme. En charme der skabes i mødet mellem den himmellette instrumentering og Matt's tunge og mørke baryton. En charme der indfinder sig til sidst i nummeret, dér hvor klaveret og de søgende, nærmeste grædende guitarer møder linjen "I don't wanna get over you". 

Resten af albummet er noget af det bedste The National hidtil har begået. Heriblandt er den paranoide 'Afraid of Everyone', der iøvrigt kan downloades ganske kvit og frit her.
Førstesinglen 'Bloodbuzz, Ohio', der også har figureret som Ugens Uundgåelige på P3, fungerer her som en slags bindeled mellem første og sidste del af albummet. Trommerne minder på sin vis om 'Brainy' fra deres mesterværk Boxer, og dette mixes med lette blæsere, hidsige guitarer og nærmest sløvt men utroligt vellydende klaverspil. Det er en klassisk The National komposition, og er samtidig det nummer der egner sig bedst til radioen. 

Hvis man er blandt de heldige der har set The National optræde indenfor det sidste års tid, så er man, næsten, uden tvivl stødt på 'Runaway' og 'Vanderlyle Crybaby Geeks'. Førstnævnte er et utroligt rørende og stille nummer i stil med 'Daugthers of the Soho Riots' fra Alligator og 'Racing Like a Pro' fra Boxer. Tårerne trænger sig på mens at Matt stille messer bl.a. "I won't be no runaway", og det er et intet mindre end smukt nummer.
Anderledes opløftende virker 'Vanderlyle Crybaby Geeks'. Ikke fordi man bliver glad af nummeret, men fordi de fyldige strygere og, visse steder, nærmest Edge-klingende guitarer, efterlader en med en følelse af, at det hele nok skal gå. 
Nummeret runder også meget passende High Violet af, og man sidder tilbage med lyden af Matt's stemme, der stille forkynder, "I'll explain everything to the geeks".

Med det nye album har The National formået, at forblive tro mod deres helt eget og unikke udtryk, samtidig med at de har videreudviklet det. Der er lidt "If it ain't broke, don't fix it" over det. På den fede måde.
Albummet synes ikke umiddelbart på højde med Boxer, men det er skræmmende tæt på.

Jeg er i hvert fald solgt, og albummet skal uden tvivl erhverves i det øjeblik, at det lander på cd-hylderne hos den nærmest pladepusher. Desuden er The National også at finde på dette års Roskilde Festival, og jeg er ikke i tvivl om, at det vil gå hen at blive en vidunderlig og uforglemmelig oplevelse og koncert.
Tak til The National og The New York Times for at lægge albummet op som stream.

/Alex